Hvorfor disse forældre fylder så meget - (og hvad du skal gøre ved det)

Hvis du ønsker at blive hørt, og bedre kunne høre hvad forældrene siger, skal du altså følge med nu.

De selvoptagede eller markante forældre fylder nemlig mest i de fleste læreres hverdag.

De er ofte svære at forstå, og derfor kræver de ekstra meget af dig som fagperson. De dræner din energi, og måske rammer deres ord og holdninger lige ind i din selvforståelse .

I har meget forskellige landkort (syn på verden og virkeligheden) og det kan til tider synes næste umuligt, at blive enige om noget som helst.

Psykolog og forfatter Rikke Yde Tordrup skriver at: ”Markante forældre er forældre, der markerer sig på måder, der gør de professionelle usikre.”

Citat fra bogen: Markante forældre:

Vi er individualister og mener ikke, at vi og vores barn passer ind i de eksisterende kategorier.

Vi skyr ingen midler og finder os ikke i noget.

Mange professionelle er bange for os og med god grund!

Vi har ofte adskillige sygemeldinger af lærere og pædagoger på samvittigheden,  mennesker der har haft til opgave at passe, udvikle eller undervise vores børn, og som vi har vejet og fundet for lette.

VI er de markante forældre, og vores magt er stor.”

De markante forældre falder efter min erfaring, ind under John Aasted Halses “De selvoptagede modspilsforældre”

Disse forældre stiller krav. Men ikke til sig selv!

De har svært ved at modtage krav fra andre, og er ofte kun optaget af egne børn og deres skolegang. De har meget fokus på deres eget liv, og opdragelsen er svingende eller mangler helt.

Ofte er der tale om førstegangs-forældre. De er veluddannede, ambitiøse og taler meget. De har læst utrolig meget om børneopdragelse, men véd ikke meget om konkret praksis.

De fylder meget hos læreren og deres løsninger vil ofte være:

“Problembørn skal flyttes væk, lærerne skal bare vise noget mere autoritet og så skal de være dygtige til det fag, de underviser i.”

Men hvad véd vi i virkeligheden om deres intentioner og deres ønsker?

Rikke Yde Tordrup skriver at:

  • de ønsker det bedste for deres børn

  • skråsikkerheden dækker mest af alt over, at de er usikre

  • de har brug for at blive anerkendt for deres indsats og engagement

Min tilføjelse: de har brug for at vide hvilke forventninger skolen har til dem, og hvilke rammer og grænser vi arbejder indenfor i samarbejdet.

Hvad gør vi så?

Den selvoptagede og markante forælder kræver og forventer individuel behandling og hensyntagen til netop hans/hendes barn. Og løsningen er dialog, anerkendelse og forståelse for, hvad der er intentionen bag disse forældres handlinger.

 ”Enhver forælder er optaget af, at hans/hendes barn skal have en god og tryg skoledag, og det er nødvendigt, at den professionelle kan forholde sig til dette helt legitime ønske eller krav fra forældrene. Den professionelle skal kunne se, at det som oftest er det, der driver forældrene, også når deres måde at henvende sig på føles som et kritisk, måske endda egocentrisk angreb på de professionelle.” (Helle Jensen, 2014)

Men hold nu op hvor det er svært, når lige præcis disse forældre kun ser fejl, og har en tendens til at gå mere efter manden (kvinden) end bolden😳

Din redskaber kunne være:

  • sørge for at have mange dialog-redskaber til rådighed - bl.a. spørgsmålstyper

  • have styr på din faglighed og dine pædagogiske begrundelser

  • at huske på, at dine og forældrenes landkort er forskellige

  • have styr på egne grænser og værdier

  • være autentisk - altså stå ved de beslutninger der bliver taget 1000-vis af om dagen. Også når de ikke altid er 100% gennemtænkte og rationelle. Sådan er livet og hverdagen også. Og det behøver du ikke komme med lange forklaringer på.

  • og ikke mindst sikre dig, at skolens projekt og værdien af fællesskabet bliver italesat igen og igen

Disse forældre-typer holder lærere og pædagoger på tæerne og det er godt, fordi den enkelte fagperson får god mulighed for at dokumentere, og udvikle faglighed og refleksion.

Men det er også vanskeligt, fordi det er umuligt at give disse forældre hvad de vil have. Gruppen rummer nemlig både curlingforældre, tigerforældre og dem midt imellem.

Eksempel på en samtale med en markant/selvoptaget forælder:

Forælder:

“Hvorfor må Filippa ikke få den rolle hun helst vil have i teaterstykket?

Hun er virkelig ked af det, og det må da være din opgave som lærer, at sikre dig at alle eleverne trives.”

 Lærer:

“Du har ret i at trivslen i klassen er min opgave, og det er noget jeg arbejder meget fokuseret med hele tiden.

Det er trist at høre, at Filippa er ked af beslutningen. Det er altid svært, når ens barn er ked af det.

Alle eleverne har fået mulighed for at vælge, men Filippa kunne ikke beslutte sig, så rollen var tildelt en anden da hun var klar.

  • Oplever du/I ofte, at det er svært for Filippa at tage en beslutning?

  • Hvordan tænker du, vi næste gang kan hjælpe hende med at beslutte sig – hvad skal der til?

  • Hvordan kan vi her og nu hjælpe hende til, at blive glad for den rolle hun har fået?

  • Hvad kan I gøre? Hvad kan vi gøre?

  • Hvad tænker du om den løsning?”

 

 Læreren har følgende fokus i dialogen:

  • anerkende at han/hun har et ansvar

  • anerkende at eleven/barnet har en svær følelse

  • anerkende forældrenes bekymring

  • en kort konkret forklaring  - uden tolkninger

  • fokus på det vi gerne vi vil have til at ske næste gang  - hen-i-mod-sprog

  • spørg og lyt

Disse samarbejde og relationer kan være rigtig svære for den enkelte lærer, og netop derfor er arbejdet med den personlige udvikling så vigtig. Læreren skal træne ikke at blive kapret af sine følelser i selve samtalen, og være klar over at intentionen bag ordene, ofte udspringer fra en bekymring for sit barn.

Vi lytter til dem vi: forstår - kender - kan li` -

,