Jeg er ikke bange for døden

I går sad jeg i min bil på vej hjem fra indkøb.

Radioen spillede P4 som den plejer, og pludselig tonede Peter Sommer ud i æteren.

 

”Jeg er ikke bange for døden – men bange for ikke at leve livet”

 

Jeg er ikke helt sikker på at det er helt korrekt gengivet, men intentionen og følelsen er rigtig nok.

Jeg hørte ikke mere af sangen, for jeg gik simpelthen i stå.

Den linje ramte lige rent ind.

 

For det er jo sådan jeg også har det.

  • Jeg er ikke bange for døden.

  • Jeg har haft og har et dejligt liv.

  •  Jeg har fået børn, kærlighed, venskaber, udfordringer og glæder i rigeligt mål, så jeg føler egentlig ikke jeg har noget til gode.

    Selvom jeg ikke har lyst til at slippe håndtaget endnu.

 

Men jeg kan blive helt utrolig bange for ikke at leve nok – lige her og nu.

At glemme at nyde bare at være, men hele tiden leve i den fremtid jeg alligevel ikke véd hvad bringer.

Jeg øver mig – DET gør jeg – hele tiden.

Men et langt livs vaner med at tænke på og planlægge fremtiden fornægter sig ikke.

 

Et billede popper op i mit hoved som jeg vil dele med dig.

 

Forestil dig du står på en lille ø midt i en flod.

Når du kigger ned ad floden kan du se alle de små ”både” der har været forbi din ø, og som du ikke kan gøre mere ved.

Når du kigger op ad floden kan du se små ”både” kommer ganske langsomt i din retning.

Du kan ikke gøre noget ved dem, men må bare afvente og observere.

Hverken fortiden (ned ad floden) eller fremtiden (op ad floden) kan du gøre noget ved, kun de både der sejler tæt forbi din ø kan du forholde dig til.

Så bekymringer om fortid og fremtid er nyttesløse.

De både er sejlet.

 

Er du god til at nyde livet – nok?